I starten af 2023 sagde jeg alt op i Danmark, gav mine ting væk og købte en one-way-ticket ud i det blå. Planen er, at der ikke er en plan. Det eneste, der ligger fast er, at jeg har MAC’en med i rygsækken, så jeg kan arbejde on the fly.
Jeg bilder mig ind, at jeg er midt i livet – for man kan vel godt blive 114?
Jeg bilder mig ind, at jeg er midt i livet (for man kan vel godt blive 114 ?). Mere sandsynligt er det jo nok, at jeg allerede er godt i gang med den sidste halvdel. Det passer mig sgu ikke, men fair nok – når nu det ikke kan være anderledes, så må jeg jo hellere få gang i min bucketlist.
Jeg er grådig af natur og føler ret intenst, at verden venter, livet løber, og jeg vil have det hele med. For selvom jeg måske nok tror på reinkarnation, så tør jeg ikke vente på en eventuel runde 2.
Jeg vil bestige flere bjerge, spise store is og danse under stjernerne. Bare for at nævne noget.
Jeg vil bestige flere bjerge, spise store is med chokoladesauce, drikke farverige cocktails med tossede paraplyer, arbejde med udsigt, danse under stjernerne og kysse på en lækker mand, mens solen den går ned. Bare for at nævne noget.
Derfor tager jeg ud i det blå på ubestemt tid. Jeg ved ikke helt, hvad jeg leder efter. Men jeg tror, jeg tager ud for at finde hjem.